Bogoplevelse

Fakta:

Titel: Øland

Forfatter: Dorte Hummelshøj Jakobsen

Genre: Slægtsroman – Del 4

Forlag: Saxo

Udgivet: 2017

Resumé

Denne bog er fjerde del af en serie om Tora Skammelsen. Tora er forfatter, og har fået til opgave at lave en turistbrochure om Herregården Øland i Thy. (At herregården findes og netop ligger i Thy, gør det jo bare endnu mere interessant).

Forfatterinden bliver tilbudt at bo på herregården, imens hun skriver på brochuren, men det går ikke helt som forventet, da der sker flere mystiske ting omkring hende. Hun engagerer sig i stedets spændende, men også dystre fortid, som gemmer på en tragisk historie.

Bogen beskrives som en kortroman, men er også en slægtsroman med elementer af krimi i sin fortælling.

Heltinden Tora er en sej og videbegærlig kvinde (a la Miss Marple i en yngre udgave), som man jo bare må beundre. Når dette er sagt kunne jeg godt have tænkt mig, at personerne omkring hende var lidt mere nuanceret beskrevet, således at både deres gode og dårlige sider, særlige vaner, udseende etc. kommer frem, så karaktererne virker mere helstøbte.

Det kan muligvis skyldes, at bogen er en kortroman og del af en serie, eller forfatteren har mere fokus på fortællingens detaljer og det historiske perspektiv.

Da jeg startede med at læse bogen, blev jeg hurtigt opmærksom på det formfuldendte og varierende danske sprog, som Dorte Hummelshøj Jakobsen anvender. Det er noget, man desværre ikke møder så ofte mere. Af samme grund følte jeg mig på en måde sendt tilbage til min barndoms læseoplevelser, hvor der også lagdes vægt på et velformuleret sprog.

Som siderne vendtes, opdagede jeg også, at der dukkede nogle pudsige og kreative udtryk op såsom:

  • ”Det må være, som når proppen ryger ud af ketchupflasken.”
  • ”… Kickstartet hjernecellerne”
  • Katten ’Kaptajn Klo’ eller ’Rødspætten’

En både sjov og underholdende måde at binde historien sammen på, synes jeg.

Handlingen kunne jeg heldigvis sagtens følge med i, selv om jeg ikke havde læst de 3 forrige bøger. Den første bog ’Huset ved havet’ havde jeg dog fået skimmet og kunne se, at den havde samme opbygning som ’Øland’, hvor den springer frem og tilbage mellem nutid og fortid på den lokalitet, hvor handlingen udspiller sig.

Dette, mener jeg, virker rigtigt godt. De to sideløbende handlinger flettes fint sammen efterhånden. Samtidig er det meget interessant at få lov at smugkigge ind ad vinduerne (sådan føles det faktisk) for at se, hvordan livet blev levet førhen.

For god underholdning og et fint historisk indblik giver jeg hermed ’Øland’ 4 ½ Bogorm ud af 6

Billede2Billede2Billede2Billede2Billede2

Reklamer

Bogoplevelse

Fakta

Titel:          Amerikansk Olie
Forfatter:  Steen Langstrup
Forlag:      2 Feet Entertainment
Udgivet:    2015
Genre:       Novellesamling

Resumé

‘Amerikansk olie’ er en samling noveller om sårbare mennesker i tidens samfund. Der er 20 forskellige noveller, som alle beskriver nogle triste skæbner, men også rummer håb om en bedre fremtid. Nogle rundhåndede stænk af sort humor er også tilsat de dystre fortællinger.

Anmeldelse

‘Amerikansk Olie’  er en noget anderledes bog end ”Ø” af samme forfatter, hvilket jeg lige skulle vænne mig til. Novellerne, som er skrevet i forskellige perioder af Langstrups forfatterskab, virkede noget dystre.
Cirka halvvejs igennem blev jeg mere fortrolig med det socialrealistiske indhold og fandt lidt andre nuancer i historierne. Det er sikkert også smag og behag hvilke noveller, man synes bedst om. Jeg fik nogle favoritter henad vejen.
Løftet” er en af de historier, som får tårerne frem, men heldigvis skaber den også nogle smukke billeder på nethinden, hvor den stakkels lille dreng, indgår en pagt med sig selv og sin søster om at skabe sig en bedre fremtid.
”Den store gevinst”, er både varmhjertet og skrevet med et glimt i øjet. En fortælling, som begejstrer mig, og kalder på læserens empati.
”En helt almindelig dag på Cepos” er en historie, som giver et satirisk billede af en tilfældig ’tænketank’ i Danmark. Det er svært ikke at sidde med et skævt smil, når man læser om en ansat i samme tænketank og hans dilemma med at løse en sag og samtidig forsøge at slippe udenom fredags-matador med kollegaerne.
”Den kærlighed” holdt mig fanget i forundring, mens jeg læste, da jeg ikke helt kunne greje, hvad den ville sige. Jeg nåede både at få ondt af moderen og af sønnen, samt at blive irriteret på dem begge. Heldigvis tog historien en forløsende drejning, da sønnen mødte en thailandsk pige…
”Det sidste besøg” er en smuk novelle, som handler om en ældre alkoholiseret mand, som går døden i møde på en bænk ved en sø. Måden, at Langstrup beskriver mandens sidste syner og tanker på, er gribende, synes jeg.
Som en ekstra lille krølle på samtlige tyve noveller fornemmede jeg undervejs, at flere af personerne blev genbrugt, og det kunne være lidt fristende at forsøge at lægge puslespillet, hvis der altså er en løsning på, hvem, som hører sammen med hvem.
Novellerne er tankevækkende og kræver lidt af læseren. De lægger op til debat og kan med fordel bruges til undervisning.

Jeg har valgt at give ”Amerikansk Olie” 4 ud af 6 Bogorme for oplevelsen

Billede2Billede2Billede2Billede2

Af Merete Lundbeck 

Omhu For Eftertiden

Helga Berg har skrevet en ny og fremsynet historie, som behandler de klimaforandringer og mulige løsninger, som vi med al sandsynlighed vil komme til at stå overfor i fremtiden. Glæd jer til at læse en lidt anderledes fortælling om en række forskellige menneskeskæbner og deres udfordringer.Omhu_omslag05_kunforside

Jeg var så heldig at være med i bogens startfase som konsulent.
Helga har givet mig følgende ord med på vejen:”Med sit engagement, spørgsmål og forslag hjalp hun mig videre i skriveprocessen.”

Pressemeddelelse

Omhu for eftertiden af Helga Berg

Omhu for eftertiden af Helga Berg udkommer den 25. september 2017

Omhu for eftertiden foregår om nogle få år i Europa, Tyrkiet og Nordafrika og reflekterer blandt andet over den internationale flygtningesituation og de konsekvenser, den globale opvarmning kan få. Kan vi selv gøre noget og vil vi? Påvirkes vores nære relationer og vores medmenneskelighed?

Bodil kommer ud for en voldsom oversvømmelse i Sønderjylland, som ødelægger hendes hjem og hundepensionat. På vej væk redder hun naboens datter og kører til kæresten Theodor i Tyskland. Han er idealist og opfinder og har konstrueret et bæredygtigt flytbart lille hus. Sammen med en gruppe papirløse flygtninge opretter de et hjem i skoven, hvor de prøver at leve som selvforsynende. Inden længe (Senere) tvinges flokken til at bevæge sig sydpå.

I Tyrkiet har Bodils far Godfred, som har mistet kontakten med sine børn, en lille ferielejlighed, hvor han helst vil være i fred. Han får en hushjælp, syriske Tezzy, hvis ældste søn og mand befinder sig i kampområder. Selv bor hun med sine to mindste børn i en interimistisk teltlejr. Hendes anden søn Pax har nogle anfald med syner af store kommende naturkatastrofer.  Tyrkisk politi leder efter suspekte personer og både Godfred og Tezzy bliver nødt til at forlade området.

Uddrag

Trods følelsesløse iskolde fingre fik Bodil startet traktoren, prøvede at undgå at ramme hundene. Vindstød bankede mod førerhuset. Hun drejede uden om et par overskyllede biler. Poplerne angav landevejens placering, så hun styrede efter dem. Her på de oversvømmede små veje i Sønderjylland var traktoren det bedste køretøj, senere på den anden side af grænsen måtte hun tage bestik af situationen. Forhåbentlig havde det tyske politi mere styr på tingene.

Længere fremme fægtede et par tynde arme i vandet. Hovedet dukkede op. De opspærrede øjne tilhørte naboens vistnok 12-årige datter. Bodil sagtnede farten og råbte: – Hold ud!

Så manøvrerede hun hen ved siden af pigen, lagde sig på knæ på traktorens gulv, rakte hænderne frem og greb fat i de tynde arme.

Helga Berg, uddannet bibliotekar, har skrevet en række romaner og tidligere beskæftiget sig med fremtiden i Næsten ånder i mørket fra 2008 og i novellesamlingen Ørkenvandring fra 2014. Nyeste udgivelse er krimien Indhentet af døden fra 2015.

​© 2017 Helga Berg og Forlaget Brændpunkt

Grafisk opsætning af omslag: Søren Klok

 

 

Empati

”Empati er evnen til at genkende og forstå andres følelser. Det beskrives ofte som evnen til at sætte sig i andres sted (ikke at forveksle med sympati, som er evnen til at dele en følelse med en person, dvs. at man selv oplever samme følelse som personen). ”(Kilde: Wikipedia)

Den lille dreng leger ved vandpytten med sin spand og skovl. Vandet han skovler op i spanden skal nok bruges til at lave mudderkager med. Pludselig ser drengen, at en mariehøne er landet på ryggen i vandet og forgæves forsøger at vende sig om. Drengen tager den forsigtigt mellem to fingre og løfter den over i græsset, så den kan leve videre der.

Empati er ikke bestemt af alder, køn eller religion, og det er noget de fleste lærer tidligt i livet. En mor og far giver deres baby omsorg, smiler til babyen og får øjenkontakt.

Forældrene snakker med deres barn, fortæller det om de ting, som omgiver dem, og som de oplever på deres vej. Barnet får måske også læst historier op, der lærer det om andre mennesker og dyr.

Barnet begynder at få sine første små venner, som han/hun kan grine og lege med. Med tiden får kammeraterne større og større betydning. De sociale relationer bliver et vigtigt holdepunkt for barnet, når det er udenfor hjemmet. Det er vigtigt at føle sig værdsat af sin omverden, men barnet kan ikke bare tage for givet, at alle tager hensyn og holder af hende/ham.

Det er en balancegang, som kræver en indsats fra barnets side hver dag. Relationerne skal hele tiden plejes og holdes i live. Puberteten kommer og udfordrer alle de gammelkendte følelser. Pludselig føles det hele lidt anderledes.

Sådan går det for de fleste.  Desværre er det ikke alle, som oplever at have gode venner, der viser dem deres forståelse, når der er problemer.

Empati er en særlig evne, som mennesker ejer til at aflæse og forstå andre. Denne særlige evne sørger for, at man holder sammen, så man kan bevare den tryghed og det nærvær, som er så vigtigt for den enkelte. Sådan kunne det være.

I dag er vi individualister. Rigtigt mange er aktive på de sociale medier, deltager i div. foreningsaktiviteter og udfører frivilligt arbejde. Alligevel er der også mange, som har det svært, føler sig ensomme eller bærer rundt på noget ubærligt. Tendensen er stigende, hvis man skal tro på de mange episoder, som skildres i medierne. Det kan ikke være tilfældigt, at der bliver smidt med sten fra motorvejsbroer, løsnet hjulbolte, filmet ved bilulykker, hængt uskyldige ud på nettet etc.

Fællesskabet er blevet vendt på vrangen. Det er blevet farligt at blande sig, snakke med naboen eller gøre andre en tjeneste. Denne angst er vi fælles om, så måske vi kunne blive enige om at bekæmpe den.

Tænk, hvis man kunne stole på hinanden igen og turde hjælpe dem, som har behov for det. Lad os få empatien tilbage!

Nogle eksempler:

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-08-22-se-kortet-der-bliver-kastet-sten-fra-broer-overalt-i-

https://www.atak.dk/online-reputation-management/kraenkelser-paa-nettet/digital-mobning/

http://modkraft.dk/artikel/empati-er-betingelse-underminere-terror

 

 

 

 

 

I dybden med disruption

Så er skolebørnene startet igen. Nogle glade og forventningsfulde, andre lidt spændte og nogle allerede skoletrætte.

De lange skoledage udfordrer de børn, som ikke lige er født med en blyant eller lineal i hånden.

Der er store forventninger til både lærerne og børnene, dels fra forældrenes side og dels fra beslutningstagernes side. Det kræver et vist overskud at skulle forholde sig til den informations-eksplosion, der som en tsunami væltede ud over en stor del af kloden ved internettets fødsel.

Nu skifter tiderne ikke bare fra år til år, men fra minut til minut, og der snakkes om disruption (hvad det så egentlig er) — det nye buzz-ord — i hvert fald online, der betyder noget i retning af at være klar til omvæltninger hele tiden.

Dette influerer på skolernes dagligdag. Lærerne skal tilegne sig ny viden løbende og samtidig formidle det videre meget hurtigt.

Det med at kunne stave, skrive og læse glider desværre let i baggrunden på bekostning af ny viden. Nok er undervisningen blevet mere spændende, hvilket jo er fantastisk, men at gå i dybden med det, som kræver mere øvelse, er der ikke meget tid til. Tabeller og staveord bliver ikke længere hældt i børnene, så de drømmer om det om natten, så det flyder let ud igen.

Selv med de længere skoledage er der stadig brug for masser af lektiehjælpere. Hvorfor skal det være så svært at lære dansk eksempelvis? Bare et par forsigtige gæt:

  • Skoleundervisningen bredes ud for at dække og holde trit med al den information og innovation, som findes derude, og som eleverne skal nå at blive fodret med. Der er ikke tid til vigtige småtterier mere.
  • Mange elever tilbringer deres sparsomme fritid på nettet, og da amerikansk/engelsk er det, de fleste møder, når de surfer eller spiller, så er det også det, som de anvender i tiden foran skærmen, og sammen med sine ligesindede ’bros’.

Ikke for noget, men danske ord er åbenbart i farezonen hos nogle familier i dag. Ved middagsbordet om aftenen, må de voksne til tider spørge deres afkom, ’hvad sagde du lige der?’, og mens den unge utålmodigt gentager sit budskab, blinker ordet ’oldtidsfund’ henover hovedet på de stakkels forældre.

Videoer og spil, som de unge møder på de sociale medier, er næsten alle sammen engelsksprogede. De unge snupper begejstret de smarte engelske udtryk. De er heller ikke bange for at bruge dem, for det lyder jo sejt, og det skal heller ikke benægtes. Men jo mindre vi bruger dansk, jo fattigere bliver vores unikke sprog. Hvis det ligefrem bliver kikset at tale dansk, så går det jo den helt forkerte vej!

Af MEL

* Velkommen til min forside *

Dejligt at møde dig. Håber du vil blive et stykke tid og vender tilbage igen og igen …

Logoet

Mit logo består af en nøgle og et firkløver.

Nøglen symboliserer alt det, du stræber efter og/eller det, som du allerede har opnået. Dine tanker, ønsker og drømme, der nogle gange kan blive til virkelighed….

Firkløveret, som er lettere plysset, symboliserer den lykke, der ofte venter lige om hjørnet, hvis du ellers drejer den rigtige vej.

Bloggen

Jeg håber at kunne give det her finurlige og godt slidte danske udtryk DU KAN SAGTENS et meningsfyldt liv på min blog.

På dansk kan udtrykket nemlig betyde flere forskellige ting alt efter, hvor du vælger at lægge trykket.

SE BARE HER:

  • Du kan sagtens

Naboens græs er altid grønnere. Hvem kender ikke dét! Det er jo aldrig dig, som vinder i lotto, vel?

  • Du kan sagtens

Her taler vi om den elendige selvtillid, som evig og altid bliver væk, når man har allermest brug for den!

  • Du kan sagtens

Lad dig ikke holde dig tilbage lige bortset fra, hvis du har tænkt dig at gøre noget, som jeg ikke synes om …

Alle tre måder har relevans for min blog, mine skriverier og mit liv herinde og derude 🙂